Arkiv - januar 2017
STALDVINDUET fortæller om staldens aktiviteter og nyheder. I sæsonen informerer vi om kommende startere og nævneværdige præstationer.
Bent på kort rejse til Newmarket
Publ. 31-01-2017
På rejsen til Newmarket er omdrejningspunktet Tattersalls auktion 2.-3. februar 2017 og et gensyn med Henrik Villadsen, mangeårige kammerat og kunde.
Belægningsprocenten med væddeløbsheste i stalden er oppe på nær 100 procent. Alligevel er Bent hook på at vise flaget ved sit nærvær på Tattersalls February Sale 2.–3. februar 2017 i Newmarket, nord for London. Læs om auktion og katalog. Nye indkøb? Fristelserne er mange blandt de 488 katalognumre:
- 209 hopper i og udenfor træning
- 43 følhopper
- 182 hingste og vallakker i og udenfor træning
- 31 åringer
- 23 2-åringer
Bents blik vil givetvis være rettet mod de yngre årgange, baseret på interesse fra staldens hesteejere. Ring for nærmere oplysning: +45 21 46 66 28
Kronen på 2016
Publ. 15-01-2017
Endnu et vellykket år for stalden blev lørdag den 14. januar 2017 kronet med flere priser ved Hestesportens Galla’s storslåede arrangement på Hermans Tivoli Friheden i Århus.
Festen startede allerede ved eftermiddagen kåringer, idet Familien Haugaards Elektra Art (IRE) løb med titlen som Årets 3-åring. Elektra Art blev fremstillet på Scandinavian Open Yearling Sale af The Handsome Foursome, og erhvervet af Jens Haugaard ved hammerslag på 165.000,00.
I karrieren har hoppen indløbet 524.214,00 og sluttede sæsonen med et Hcp. på 87. 2016 bød på hele fire sejre og udover Scepre Stakes på Klampenborg skal i høj grad fremhæves sejrene i både Dansk og Norsk Oaks.
Elektra Art (IRE), ejet af Jens Haugaard (anden fra venstre), blev Årets 3-årige Hest. Foto Lasse Jespersen
Ikke længe efter Elektra Art’s succes var der igen glæde i staldens lejr, da prisen for årets Ældre Hest gik til Lone Kaj-Nielsens Brownie (FR). Brownie er opdrættet i Frankrig og købt til stalden i 2014. Brownie har med seks sejre indløbet i alt 1.268.808,00 - den sluttede sæsonen med et Hcp. på 95.
I 2016 leverede Brownie en fuldstændig uovertruffen præstation ved udover at vinde Copenhagen Mile, Klampenborg også at hjemtage sejre på Øvrevoll, Oslo, i henholdsvis Polar Mile (L) den 14. juli, Polar Cup (Gr.3) den 4. august samt Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) den 28. august.
Lone Kaj-Nielsen, ejer af Brownie (FR), modtager her diplomet for Brownie (FR) som årets Ældre Hest. Foto Lasse Jespersen
Efter den succesfulde eftermiddag måtte vi vente længe inden spændingen om flere priser kunne udløses, idet dagens sidste kategorier indenfor henholdsvis trav og galop var Årets Træner og den mest prestigefyldte af dem alle: Årets Hest!
Brownie (FR), ejet af Lone Kaj-Nielsen (tredje fra venstre), blev velfortjent Årets Hest 2016. Foto: Lasse Jespersen
Stor var glæden derfor, da Bent igen kunne smykke sig med titlen Årets Galoptræner og at Brownie (FR) meget velfortjent blev udråbt til Årets Hest.
I et interview, som kan ses på Dansk Hestesports Facebook-side takker Bent sine gode hesteejere, som tør ofre lidt, og som tør lade ham tage ansvaret for deres heste. Desuden giver Bent udtryk for, at han er taknemmelig for både ejere og heste, men i høj grad også for sit arbejdsteam, det hold at både personale og hjælpere, som arbejder benhårdt i det daglige – ”uden de folk omkring mig var jeg nul og niks”.
Tak til arrangørerne af Trav- og Galopsportens Galla 2016 og til Dansk Hestevæddeløb for en uforglemmelig dag og aften i Aarhus.
Bent Olsen modtager her diplomet som Årets Træner 2016. Foto: Lasse Jespersen
Hestesportens Galla 2016
Publ. 05-01-2017
Hestesportens Galla 2016 afholdes 14. januar 2017 på Hermans Tivoli Friheden i Århus.
Vanen tro er der tale om et heldagsarrangement med start kl. 11.00 og kåring af de første vindere mellem kl. 13.00 og 16.00. Gallaen fortsætter kl. 18.00 med middag suppleret af flere kåringer. Det fremmødte publikum kan desuden se frem til yderligere at blive underholdt af musicalstjernen Stig Rossen. Billetpris: 550,00.
Nomineringer
Vi er igen i år heldige at have flere nomineringer fra stalden – i hele fem ud af otte kategorier - og vi glæder os til at følge resultatet.
Årets nominerede heste er:
2-Årige: Mont Rose
3-Årige: Cabanac, Elektra Art
Ældre: Brownie
Ved Hestesportens Galla gælder regelsættet, at kun heste trænet i Danmark kan nomineres og nomineringerne er hovedsageligt foretaget på baggrund af hestenes præstationer på de danske baner, men præstationer i udlandet tillægges også en vis betydning.
Årets nominerede personer er:
Træner: Bent Olsen
Jockey: Marcos Robaldo
For at blive kåret som Årets træner, jockey eller amatørrytter skal den pågældende have dansk licens, men behøver ikke nødvendigvis ligge øverst i den officielle landsstatistik.
Nominerede ved Hestesportens Galla 2016, 2-årige Mont Rose; 3-årige Cabanac, Elektra Art; Ældre heste - Brownie, Falconet; træner Bent Olsen og jockey Marcos Robaldo.