Tre handler = tre klassikere
Publ.
Sæsonen 2025 er afsluttet, og det er tid at kigge lidt tilbage… i sæsonen hjemtog staldens heste 25 sejre, samt en lang række gode placeringer. Disse bidrog til 3.445.454 danske kroner i indredne præmier til stalden ejere. Når det så er sagt, vil vi dog især huske sæsonen for de klassiske sejre.
Forud for en auktion studerer Bent, som bekendt, altid kataloget grundigt. Således også før Scandinavian Open Yearlingsale 2023, som vanen tro blev afholdt på Stutteri York ved Hørsholm. Blandt de 89 fremstillede åringer fik Bent særligt øje på tre individer. Disse tre håndplukkede heste blev ’kigget efter i sømmene’, hvorefter to af dem blev hjemtaget ved hammerslag – den tredje købt til stalden efter endt auktion.
Sæsonen 2025 har da nu også dokumenteret, at Bent har ’næse’ for heste, idet alle tre indkøb kan kalde sig klassiske vindere. Den første No Surrender (DEN) i Jockeyklubbens 2000 Guineas, den anden med Happy Legend (SWE) i Dansk Oaks og senest hjemtog Sandhurst (SWE) sejren i Dansk St Leger.
No Surrender (DEN)
Da lågerne gik op til Jockeyklubbens 2000 Guineas over 1600 meter, var No Surrender en af de første i front med storfavoritten Wassim nærmest, men sekunder efter start stak No Surrender fra de øvrige for derefter at fortsætte sit triumftog mod vindercirklen på Bro Park, endog med 2 længders føring til Wassim. En bedrift uden lige.
Kun få satte deres lid til No Surrender, kun med et odds på 34.76 imod Wassims (DEN) 1.44 i. Begge heste har som drenge leget på Stutteri Hjortebo! Mon ikke Bent kneb sig selv i armen over sejren, trods det, at han udmærket var klar over, hvilket ’materiale’ han har med at gøre. No Surrender er fortsat hingst. Hans far er Giant Sandman (IRE) og moderen er Aladdin’s Angel (IRE) med Kendargent (IRE) som morfar.
Happy Legend (SWE)
”Det var altså superoutsideren Happy Legend, der vandt det her løb”, rungede det ud over højtalerne på en solskinsfyldt eftermiddag, da den smukke hoppe som den første passerede målstregen i Stutteri Hjortebo Dansk Oaks over 2400 meter.
Kort efter løbet var skudt i gang, lå Happy Legend i front med jockey Carlos Lopez i sadlen, og her blev hun! Vel inde på opløbet styrede Carlos Lopez Happy Legend ud mod yderbanen. Det gjorde flere af de øvrige ryttere også, dog forgæves. Happy Legend, var fuldkommen overlegen i sin iver for at holde alle stangen. Og det lykkedes på bedste vis, endog med en god længdes føring.
Happy Legend er efter Rock Of Gibraltar (IRE) og ud af Sandy Legend (SWE) / Footstepsinthesand (GB) og opdrættet af Eva Isacsson Sjunnessons HorseNature KB i Sverige.
Sandhurst (SWE)
Det var en rigtig glad Bent Olsen, vi så under sejrinterviewet efter Sandhursts (SWE) præstation i Dansk St. Leger 2025 lørdag den 18. oktober på Klampenborg Galopbane. Der var da også al mulig grund til det brede smil oven på Sandhursts stærke opvisning i det 2800 meter lange løb. Bent har hele vejen fra auktionskøb i 2023 og til i dag haft et godt øje til den Malin Roth opdrættede hingst (nu vallak!). Forventningerne blev i dag til fulde indfriet.
Fem skandinaviskopdrættede heste dystede om at blive sæsonens femte og sidste klassiske vinder i 2025. Foruden Sandhurst var staldens Grey Eminence og Next Target med i kampen om den ærefulde titel plus gode penge- og ærespræmier. Grey Eminence kom tæt på, men måtte se sig slået til en tredjeplads.
Som tilskuer til det 2800 meter lange løb var der lang vej hjem, før vi kunne tænke på at lade champagnepropperne springe. Om overhovedet, idet der var flere mellemregninger forinden! Især gjaldt det om at besejre feltets storfavorit Firstof All, som kom med en stærk andenplads i Dansk Derby 2. august, mens Sandhurst i samme løb gjorde det mindre godt.
Med jockey Carlos Lopez på ryggen tegnede der sig fra første spring et flot billede af løbet med Sandhurst som frontfigur. Her forblev han til sidste spring. Undervejs ind på opløbet kom flere tæt på, herunder Grey Eminence, men ingen kom forbi. Sejren blev noteret med én længde.
Sandhurst er ud af Cat O’Nine Tails (GB) og efter Havana Gold (IRE) med Motivator som morfar (GB), erhvervet på Åringsauktion 2023. Opdrættet af Malin Roth fra Rothen Till Hälse AB i Sverige. Tillykke til ejer Stald Spitco og til Malin Roth.
Der blev i alt indløbet 169.320 kr i præmiepenge til staldens hesteejere.
Med Sandhursts (SWE) sejr i Dansk St. Leger lørdag den 18. oktober 2025 kan Bent Olsen se tilbage på tre klassiske sejre i 2025. Den første med No Surrender i Jockeyklubbens 2000 Guineas 2025, den anden med Happy Legend i Dansk Oaks.