BRIGADIER (DEN)
Arkiv
Kampen om de blå bånd 2024 afgjort
Publ.
Det lykkedes for Brigadier og jockey Elione Chaves at komme først over målstregen i Dansk Derby 2024. Dermed er måneder og års forberedelser omsat til en ærefuld plads blandt øvrige derbyvindere i Danmark. Ej at fornægte 500.000 danske kroner i førstepræmie plus fine ærespræmier.
Æreskransen med de blå bånd er vendt hjem til stalden. Derbyet kaldes også for 'kampen om de blå bånd', fordi den sejrende hest traditionen tro får overrakt en laurbærkrans prydet med et blåt silkebånd.
Kæmpe tillykke til ejer Lone Kaj-Nielsen, jockey Elione Chaves, opdrætter Stutteri Hjortebo og alle i og omkring Stald Bent Olsen, herunder især Christina Pedersen, som er hestens faste trænermakker. Måske også lidt af en god plejemor!
Brigadier har nu indløbet godt 1,3 mill. kroner efter ni starter og er p.t. indehaver af en sejrsprocent på 57 %. Af storløb skal nævnes Dansk Galops Auktionsløb, Dansk og Svensk 2000 Guineas og senest Dansk Derby.
Løbet
I derbyet deltog tolv heste. De kom alle godt i vej og rundede Tribunesvinget på bedste vis. Brigadier befandt sig i midterfeltet frem til opløbet for derefter at være blandt de førende frem mod målet. Nærmeste forfølger, Zidane (SWE) kom ind som anden. Link til løbet via Bet25.dk. Skriv eventuelt Brigadier i søgefeltet Hestenavn.
Da derbysejren først var i hus/hjemme forstummede al tvivl og snak om Brigadiers distanceformåen. De fleste, undtagen træneren selv, satte spørgsmål ved de 2400 meter efter en tredjeplads i Derby Trial Stakes for en lille måned siden. Storfavoritværdigheden blev ændret til Outsiderrollen – til stor lettelse for Lone Kaj, da det kan være et tungt åg at bære rundt på favoritværdigheden, især hvis ikke det går som eksperterne antyder!
Brigadier er ud af Queens (SWE) som den førstefødte og efter Moohaajim (IRE) - samme far som sidste års derbyvinder Slava Ukraini. Stutteri Hjortebo må forvente kø ved stalddøren, når nye afkom kommer til.
Brigadier (DEN) slår til igen
Publ.
Lone Kaj-Nielsens Brigadier (DEN) lagde længder til sin popularitet efter sin opvisning på Bro Park søndag den 9. juni 2024, idet hesten her vandt en suveræn sejr i Jockeyklubbens 2000 Guineas 2024, redet af jockey Elione Chaves. Førstepræmien udløser 415.000 svenske kroner.
For blot to uger siden mestrede Brigadier også at vinde den danske udgave af 2000 Guineas. Dermed er den 3-årige hingst nu vinder af to klassiske løb. Forude kan vi se frem til Dansk Derby 2024 den 3. august med Brigadier som en af forhåndsfavoritterne.
Løbet
Som ’reporter’ til bent-olsen.dk var det en sand fryd at sidde hjemme i sofahjørnet for at følge Brigadier fra da lågerne gik op, og til hesten fløj ind over målstregen som den første med tre længders sejr til nærmeste konkurrent. Så stort. Træner Olsen var selvfølgelig på Bro Park for at tage imod.
Ni skandinavisk opdrættede heste kæmpede om sejren. En af Brigadiers farligste modstander var danske My Fortune, som også er opdrættet af Stutteri Hjortebo. Det viste sig også, at de to undervejs skulle byde resten af deltagerne op til dans! Helt frem til 400 meter før mål var de to på lige linje med resten af feltet bag sig, men derfra gik Brigadier solo, og efterlod alt og alle bag sig. Danske My Fortune blev noteret som tredje efter kamp om andenpladsen. Kæmpe tillykke til Lone Kaj og Stutteri Hjortebo.
Det er første gang, at Bent Olsen vinder Svenskt 2000 Guineas, mens han har en større samling af danske og norske 2000 guineas sejre.
- Tre gange har stalden vundet det svenske 1000 Guineas, men indtil i dag manglede vi denne, og jeg regner Brigadier for at være én af de bedste heste, jeg nogensinde har trænet for Lone.
Brigadier er efter Moohaajim (IRE) og ud af Queens (SWE) med Pholomatheia (USA) som morfar, opdrættet af Stutteri Hjortebo.
- Præcis som mange andre Moohaajim-afkom ser Brigadier ud til at nyde opmærksomheden. Han var et fint individ allerede som føl og rejsen derefter har ikke været andet end et eventyr. Citat Iben Hjorth Buskop.
Storløbsdag med klassisk sejr
Publ.
Stalden fik to sejre på Klampenborgs storløbsdag lørdag den 25. maj, heraf en klassisk i Dansk 2000 Guineas med auktionløbsvinderen Brigadier, mens Revolutme (IRE) på ny vandt i et Hcp. Klasse 3 løb. Dagens ni løb talte også storløbene Scandinavian Open Championship (Gruppe 3) og Copenhagen Golden Mile (Listed Race).
Klassisk sejr til Brigadier i Dansk 2000 Guineas
Lone Kaj-Nielsens Brigadier (DEN), opdrættet af Stutteri Hjortebo, kom ud for hårdt selskab sammen med jockey Elione Chaves i kampen om at vinde Falkonertjenesten Dansk 2000 Guineas på Klampenborg lørdag den 25. maj 2024. Sejren var først hjemme efter sidste galopspring!
På forhånd var Brigadier storfavorit efter dens tidligere præstationer, herunder seneste triumf i 2000 Guineas Trial den 4. maj og ikke mindst megasejren i Dansk Auktionsløb september 2023.
Løbet
Ni skandinavisk opdrættede 3-årige heste stillede op til kamp med 1600 meter forude. Bemærk, næsten alle med suffikset DEN til fælles.
Fra start var tempoet i den høje ende, ført an af forhåndsfavoritterne, hvoraf de fleste senere kom på måltavlen med Brigadier øverst, efterfulgt af Biot og My Fortune som anden og tredje.
Alle kom godt fra start og videre frem, også ind på opløbet, hvor spændingen om udfaldet steg til vilde højder i en medrivende opløbskamp. Brigadier i front måtte bide fra sig lige til det sidste til stor jubel for tilhængere, hvoraf der var rigtig mange.
Sejrspræmien var på 150.000 DKK. Ærespræmie til ejer, træner og jockey, udsat af Falkonertjenesten. Ærespræmie til opdrætter, udsat af Dansk Galop.
Klampenborgs fotograf Burt Seeger stod klar til at forevige øjeblikket med linsen rettet mod ejer Lone Kaj-Nielsen, opdrætter Stutteri Hjortebo, jockey Elione Chaves og træner Bent Olsen.
Brigadier og Kis fremmest
Publ.
Blandt staldens deltagere på Klampenborg lørdag den 4. maj løb Brigadier og Kis med størst opmærksomhed efter henholdsvis en første- og en andenplads i nævnte rækkefølge; Brigadier (DEN) med sejr i Guineas Trial; Kis (DEN) med en andenplads i Mowerinaløb. Begge er opdrættet af Stutteri Hjortebo.
De fleste af staldens øvrige deltagere kom hjem med placeringer. Sammenlagt blev der indløbet 143.680 DKK til staldens hesteejere.
Brigadier i Guineas Trial
Manges øjne var rettet mod den 3-årige Brigadier, der i efteråret 2023 skabte store overskrifter med en syv længders sejr i Vinterfavoritternes Ærespræmie.
I dag var det så sæsondebut i Guineas Trial over 1600 meter, kun med fire deltagere, idet en femte blev bortvist fra start.
Brigadier var først ude af startboksen og først inde på lige bane med jockey Elione Chaves i sadlen. På de sidste 600 meter frem til målstregen kom ingen af de tre konkurrenter tæt på Brigadier, hverken på siderne eller bagfra. Og da Chaves bad hesten om lidt mere fart blev det til ren opvisning.
Brigadier er ejet af Lone Kaj-Nielsen. Hesten er efter Moohajim (IRE) og ud af Queens (SWE) med Philomatheia (USA) som morfar, opdrættet af Stutteri Hjortebo.
Alt tyder på, at Brigadier kan gå hen og blive en af de helt store derbyfavoritter i Dansk Derby 2024. Forinden kan vi se frem til et gensyn med Brigadier i Dansk 2000 Guineas lørdag den 25. maj.
Lone i vindercirklen ...
Publ.
Lone Kaj-Nielsen blev den helt store vinder af Dansk Galop Auktionsløb 2023 med sejr til Brigadier og en tredjeplads til Bianca (sidstnævnte trænet af Inge Mette Dejgaard). Begge heste er opdrættet af Stutteri Hjortebo.
Brigadier er efter Moohaajim (IRE) og ud af Queens (SWE) med Philomathea (USA) som morfar.
Brigadiers sejr kom ikke bag nogen. I forvejen var hesten storfavorit til at vinde, men som bekendt skal løbet løbes først. Tretten 2-årige heste, fremstillet på Scandinavian Open Yearling Sale i 2022 konkurrerede om at få del i den samlede præmiesum på 600.000 kr., heraf 300.000 til vinder. Dertil ærespræmier til vindende hests ejer, træner, jockey og opdrætter, udsat af Dansk Galop.
Auktionsløbet
Så snart startlågerne gik op, var Brigadier først ude for derefter at tage hånd om føringen, redet af jockey Elione Chaves. Forude ventede en opvisning af de sjældne, idet Brigadier viste sig at være fuldstændig overlegen på de sidste 600 meter. Feltet lå ellers pænt samlet frem mod opløbssvinget, fortsat med Brigadier i front.
Da Elione Chaves gav marchordre, gik der kun få øjeblikke, før man fik indtryk af, at Brigadier var alene på det brede græstæppe uden forfølgere, idet den i ensom majestæt kom flyvende op gennem opløbet med syv længders afstand til nærmeste konkurrenter. Blandt dem var staldens Nitouche med en fjerdeplads.
Med opvisningen i Dansk Galop Auktionsløb må Brigadier nu finde sig i at få stjernestatus med store forventninger til følge, om ikke i denne sæson, så når vi skriver 2024. Stort tillykke til ejer, opdrætter og træner.
Stald Bent Olsen indløb 385.490 kr lørdag den 23. september på Klampenborg Galopbane med Dansk Galop Auktionsløb som et af højdepunkterne.
BRIGADIER (DEN), Yearling Sale 2022, Katalog 26, York Stutteri.